Spurvehøg (Accipiter nisus)

Beskrivelse
Spurvehøgen er en lille rovfugl med lang hale og afrundede vinger. Hunnen har brunlig overside og en tværstribet grå og hvid underside; hannens overside er blågrå, og undersiden er tværstribet hvid og rustrød. Hunnen kan være næsten dobbelt så stor som hannen og kan forveksles med duehøgehannen. Spurvehøgen har dog hurtigere vingeslag, tyndere ben og mangler duehøgens afrundede halehjørner. Hannen noget mindre end hunnen. Hunnen har brun-grå overside, hannens er mere blågrå. På undersiden er der mørke tværstriber.

  • Længde: 29 - 41 cm.
  • Vægt: 130 - 280 g
  • Vingefang: 58 - 80 cm.

Levested
Udbredelsesområdet strækker sig over næsten hele Europa, det nordvestligste Afrika og et bredt bælte gennem Asien østpå til Stillehavskysten. Spurvehøgen lever almindeligt i skoven, men har i nyere tid fundet mange egnede ynglesteder i villakvarterer og helt inde i centrum af større byer. Eksempelvis er der i Københavns og Frederiksberg Kommuner tilsammen optalt 30 ynglepar, og spurvehøgen er i dag mere almindelig i byen end tårnfalken. Det eneste krav til territoriet er, at der er rigeligt med småfugle og buske og træer, som muliggør overraskelsesangreb. Den samlede danske ynglebestand anslås til 3.500-4.000 par, fordelt over hele landet. Det giver en bestandstæthed på 8-10 par per 100 km2, hvilket er blandt de højeste i Europa. Kun i områder med meget sparsom vegetation, som i Vadehavsmarsken og på Anholt, mangler spurvehøgen. De fleste danske spurvehøge er standfugle, men ca. 15 % af de jyske og 30 % af de sjællandske fugle trækker til vinterkvarteret i Sydvesteuropa. Forår og efterår passerer mange fugle fra de nordskandinaviske ynglepladser igennem Danmark og kan især observeres på de traditionelle træksteder, Skagen og Hellebæk om foråret og Stevns, Gedser Odde og Stigsnæs om efteråret.

Føde
På grund af den betydelige størrelsesforskel tager han og hun forskelligt bytte. Hannen tager småfugle op til solsortestørrelse, mens hunnen kan tage bytte op til duestørrelse. Om sommeren tages mange nyudfløjne fugleunger, som er et nemt bytte. Jagten foregår gerne fra et skjul i et træ og sker altid som overraskelsesangreb, hvor høgen forsøger at komme tættest muligt på byttet, inden den opdages.

Bestandsudvikling
I 1950’erne og 1960’erne gik bestanden kraftigt tilbage; den blev reduceret til ca. en tredjedel på grund af brugen af pesticider som DDT og PCB. Efter forbud mod disse miljøgifte i starten af 1970’erne og p.g.a. totalfredningen af rovfuglene i 1967 gik bestanden frem igen og var i starten af halvfjerdserne på mellem 1.000 og 1.500 par. Vinterklimaet påvirker de overvintrende fugles overlevelse, og derfor har de mange milde vintre i løbet af de seneste to årtier formentlig bidraget til den positive bestandsudvikling.

Kilde: bl.a. http://www.dofbasen.dk/